Lodfoto R199 © Jydsk DKC 1992.
I dag har vi lukket
Et lodfoto er et foto taget fra luften vinkelret på jordens overflade. Den format gør, at fotografiet i højere grad kan bruges som grundlag for udformning af kortmateriale. Både lodfotos og skråfotos – fx fotos fra flyrekognosceringer – kan ved hjælp af fotogrammetri rettes op og gøres målfaste. Efter en fotogrammetrisk opretning kaldes resultatet for ortofotos. Lodfotos optages med et fastmonteret kamera ofte efter forhåndsplanlagte ruter så store områder kan affotograferes relativt hurtigt. De mange tusinde fotos bliver ofte efterfølgende sammenstykket som mosaikker, så der dannes målfaste ortofotolag af de fotograferede områder.
Der findes adskillige ortofotoserier, der dækker hele Danmark, men endnu flere, der er optaget af mindre områder med særlige formål for øje. Fx i forbindelse med udarbejdelse af lokalplaner eller lignende. Lodfotos dokumenterer alt i et givent område på et givent tidspunkt. Selvom fotografierne sjældent optages for arkæologernes skyld, kan man finde masser af uregistrerede fortidsminder på lodfotografierne.
Lodfotos dokumenterer alt i et givent område på et givent tidspunkt. Optagelsestidspunktet er altafgørende for, hvilke informationer der gemmer sig i lodfotoserierne. Der ingen garanti for, at alt kan findes, selvom store områder gennemgås minutiøst. Derfor analyserer vi flere forskellige lodfotoserier fra de samme områder. Ved brug af flere lodfotoserier er der en større sandsynlighed for, at forholdene på en af serierne er gunstige for jordfarvespor eller afgrødespor.
I LAC gennemgår vi to lodfotoserier fra hele landet:
Basic Cover 1954 er optaget i maj, hvor mulighederne for at se jordfarvespor endnu er gode. BC1954 er landsdækkende, med høj detaljegrad i skala 1:10.000 og optaget tidligt før udbygning af vejnet, industri og bybebyggelse.
BLOM2008 er optaget fortrinsvis i slutningen af maj og juni under kraftig tørke. Et sammenfald, der gør det muligt at se forhistoriske spor i de tørkepåvirkede marker.
Med de landsdækkende lodfotoanalyser præsenteres et kildegrundlag, som vil være væsentligt for både forvaltning og forskning. Arbejdet er dog på ingen måde tilendebragt efter en enkelt serie er analyseret. Fra vores tidligere studier ved vi, at de bedste resultater opnås ved at analysere alle tilgængelige luftfotos fra et givent område. Mindst 4-5 lodfotoserier efter jordfarvespor og alle tilgængelige serier efter afgrødespor. Det arbejde er tidskrævende, særligt hvis det skal være landsdækkende, men i tilfælde af større anlægs- eller forskningsprojekter, kan resultaterne medføre besparelser eller helt ny viden.
Søg