Kan fotos og information fra satellitter bruges i dansk luftfotoarkæologi? Det korte svar er ja, men den måde de kan anvendes, er ulig hvad der kendes fra brug af fx lodfoto- eller online ortofotoserier.
Kvaliteten af satellitfotos er endnu for grov til at afgrødespor eller de fleste jordfarvespor træder tydeligt frem, men til gengæld indsamler satellitterne informationer, som kan omsættes til viden om fx vegetationssundhed eller endda om vandindhold i planter eller jordoverflader. De informationer er nyttige, når vi som luftfotoarkæologer netop venter på de særlige situationer, hvor afgrøden bliver stresset og begynder at tvangsmodne. Info fra satellitterne kan derfor bruges til at forudsige, hvornår der er mulighed for at afgrødespor dannes eller hvornår større områder ligger som pløjemark, og giver mulighed for at se jordfarvespor.
LAC samarbejder pt. med Aerial Archaeology Research Group om hvordan det Europæiske Rumagenturs Copernicus Sentinel-satellitprogram kan bruges til at sikre, at vi får mest muligt ud af vores flyrekognosceringer fremadrettet.
Søg